august 25, 2023
Hen over sommeren har vi været involveret i skadesopklaring af nye vandinstallationer i større beboelsesejendomme. Vandinstallationerne i kældre og skakte er udført i rustfrie materialer og ved overgangen til boligernes PEX-rørinstallationer er der anvendt messingkomponenter.
Messingkomponenterne var blevet købt og installeret i den tro, at der var tale om ‘Siliciumbronze’. Det er desværre ikke tilfældet. Udover at benytte laboratoriefaciliteter har vi i vores opklaringsarbejde blandt andet haft glæde af at benytte BYG-ERFA bladene (53) 22 12 15 og (53) 22 12 09.
Af BYG-ERFA blad (53) 22 12 15 fremgår det, ‘at siliciumbronze skal have et zinkindhold på under 15% for, at dette kan kaldes siliciumbronze.’
I BYG-ERFA blad (53) 22 12 09 beskrives det tydeligt, at ‘termen siliciumbronze også anvendes om visse messinglegeringer. Det er misvisende, fordi messing ikke bør anvendes som fittings koblet til rustfrit stål.
Såfremt et fitting med et zinkindhold på mere end 15% bliver solgt under navnet siliciumbronze, bør materialet ikke anvendes som fittings. Det er kun kobberlegeringer med et zinkindhold på mindre end 15% som legeringstyperne CC499K (rødgods) eller CC246E (siliciumbronze), der kan anvendes som fittings til rustfrie rør’.
Da begrebet ‘siliciumbronze’ desværre ikke er beskyttet og der som i eksemplet kan opstå uklarhed om ‘hvornår komponenter er velegnede’, er det en god idé ved projektering og udførelse af vandinstallationer, at henvise til BYG-ERFA bladene, Rørcenteranvisninger samt gældende standarder for fremstilling af fx. rødgods, siliciumbronze eller messing.
Derudover kan der med fordel henvises til DS/EN10204, hvor der fx. under pkt. 2.5 – omhandlende produktspecifikationer – fremgår, at der skal foreligge fuldstændige detaljerede tekniske krav, der er relevante for købsaftalen, i skriftlig form af fx. forskrifter, standarder og andre specifikationer (Bygningsreglementet, Rørcenteranvisninger, BYG-ERFA blade etc).
Eksemplet er desværre endnu et i rækken af ‘skadestilfælde’, som understreger vigtigheden i, at være opdateret med seneste viden og vejledninger.
Arbejdet med vandinstallationer handler ikke kun om rør og fittings. Det handler i høj grad om at forstå koblingen fra naturvidenskab til viden om komponenter og installationsteknik. Derfor er der brug for vidensdeling og kompetenceudvikling – så kontakt os gerne, hvis du vil med på rejsen med bedre vandinstallationer.
Vil du høre nærmere, er du velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen,
Finn Bøye Nielsen, Specialist & Adm. Partner
Dansk Drikkevandskontrol
Tilmeld dig nyhedsmailen:
Download nyhedsbrevet som PDF
2021 © Dansk Drikkevands Kontrol – Udviklet af Makom