Ferietid er bakterietid

Læs også om ny bekendtgørende om indberetning af Legionella 1. juli !

Ferietid er bakterietid

Så er sommerferien skudt i gang for mange danskere, men ferietid er som bekendt også bakterietid. For vandinstallationer med begrænset forbrug hen over en lang sommer giver nærmest optimale vækstbetingelser for udvikling af bakterier. 

I en tid hvor skoler og institutioner er lukket for sommeren vil vi derfor anbefale ansvarligt driftspersonale at benytte den stille periode til at etablere planer og processer for løbende skylning af bygningernes vandinstallationer. 

Udover at indføre planer og skylleprocesser anbefaler vi også, at varmtvandsbeholdere får en ‘mellemrens’, og at brusersystemer bliver regelmæssigt afprøvet og rengjort. 

Bygningsreglementet § 405

I henhold til § 405 skal vandinstallationer kunne fungere uden risiko for personers sundhed som følge af bakterievækst, herunder Legionella i vandet.

Ny bekendtgørelse om indberetning af Legionellaprøver

Fra den 1. juli gælder ny ‘Bekendtgørelse om indberetning af Legionellaprøver og foranstaltninger’.  Bekendtgørelsen er udgivet af Social-, Bolig- og Ældreministeriet, og den fulde tekst kan hentes på www.retsinformation.dk

Formålet med bekendtgørelsen er, at den skal bidrage til at fremskaffe viden om forebyggelse, forekomst, smitte og håndtering af Legionella i ‘prioriterede ejendommes’ vandinstallationer. 

Prioriterede ejendomme betragtes i første omgang som sygehuse, plejehjem og ældreboliger, da der her er risiko for, at sårbare målgrupper kan blive ramt af Legionella. 

Fra 1. januar 2025 kan kommunalbestyrelserne udpege flere bygninger ud over de prioriterede ejendomme til kontrol. Fra Dansk Drikkevandskontrols side vil vi i den anledning opfordre til, at kommunerne i deres egenskaber som både myndigheder og bygningsejere sætter initiativer i gang, som kan hjælpe og motivere driftsansvarlige til at få efterset deres bygningers vandinstallationer. 

Vigtige elementer er: 

  • Gennemgang af korrekte koldt- og varmtvandstemperaturer
  • Kontrol af korrekt flow i vandinstallationerne
  • Sikring af at der ikke er områder med ‘døde rørender’, hvor vandet står stille med stor risiko for kontaminering og udvikling af bioslim i vandinstallationerne

Udtagning af vandprøver

Af bekendtgørelsen om indberetning af Legionellaprøver og foranstaltninger fremgår det, at laboratorier, som analyserer vandprøver, skal følge en praksis i kvalitetsledelsessystemer, som er i overensstemmelse med DS/EN ISO/IEC 17025:2017 eller en anden internationalt accepteret standard, som f.eks. DS/EN ISO 15189:2022.

Formuleringen kan lyde lidt kompleks, men det er vigtigt at understrege, at vandprøver og analyser skal udføres korrekt og i henhold til gældende standarder. Derved får man identificeret forhold og parametre, som man hurtigt kan reagere på, og som ikke kræver ‘ekstraordinære forklaringer’. 

Vi laver eftersyn helt ud i bygningens sidste vandhane

I den seneste tid har vi været i dialog med kommuner og vandforsyningsvirksomheder med henblik på et samarbejde. Vi er utroligt stolte over en øget interesse, idét vi får adgang til endnu flere kompetente medarbejdere med interesse for at sikre god vandhygiejne fra ‘boring til bygningers sidste tappehaner’.

Vi har idag godt 60 samarbejdspartnere. Der er forskellige måder at deltage i samarbejdet – alt efter interesser.

Sådan benytter Dansk Drikkevandskontrol partnere medlemsskabet:

  • Til motivering af kunder til at få efterset deres bygningers vandinstallationer
  • DDK som sparringspartner i forbindelse med projektering og valg af materialelegeringer
  • Undervisning af eget personale

Vi inviterer løbende ind til samarbejde. Det er vores håb, at endnu flere vil tage arbejdet med vandinstallationer alvorligt og være med til at udbrede kendskabet til, at drikkevand er et fødevareprodukt, hvortil der stilles krav om hygiejne i hele værdikæden – lige fra vandforsyningens fremstilling til kvaliteten ved bygningens sidste vandhane. 

Rigtig god sommer !


Med venlig hilsen, 
Finn Bøye Nielsen, Partner & Stifter
Dansk Drikkevandskontrol

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *