Brugsvand udgjorde sundhedsrisiko på plejehjem

Sikring af brugsvand

Brugsvand udgjorde sundhedsrisiko for ældre beboere på plejehjem

Under en besigtigelse af et plejehjem konstaterede vi alvorlige problemer med både bakterievækst og manglende brandisolering i vandinstallationerne. Det kan udgøre en sundhedsrisiko for beboerne. 

Fra den 1. januar løs startskuddet til ejere af ‘prioriterede ejendomme’ om, at der fremover skal indberettes resultater fra Legionella-prøver i bygningernes vandinstallationer.

Prioriterede ejendomme omhandler ældreboliger, plejecentre og hospitaler, hvor der stilles krav om følgende: 

  • at der skal udtages vandprøver
  • at analyseresultaterne skal indsendes til kommunen

For en del plejecentre vil det formentligt være nyt, at der skal tages prøver til analyse for Legionella, hvilket vi blandt andet oplever, når vi udfører stikprøveeftersyn af brugsvandsinstallationer rundt omkring på landets plejehjem.

Bioslim fra dryppende vandhane

For nylig besigtigede vi vandinstallationer på et større plejehjem. Under besigtigelsen kom vi forbi et omklædningsrum for personalet, hvor vi opdagede, at der kom bioslim ud af en dryppende vandhane, da bunden af håndvasken var fyldt med bioslim. 

Driftslederen, som gik med rundt på besigtigelsen, mente, at der måtte være en del bakterier i varmtvandsinstallationen og var bekymret for de ældre beboeres helbred. 

Efter personalerummet besøgte vi den plejebolig, som lå længst væk fra varmecentralen. Formålet var at måle varmtvandstemperaturen. Her blev vi desværre bekræftet i, at det varme vand slet ikke levede op til kravene om minimum 50°C frem til tappestedet.

Efter vandet havde løbet i tre minutter kunne vi måle en varmtvandstemperatur på kun 22,4°C. Med så lave temperaturer blev vi enige med driftslederen om, at der var stor risiko for opformering af bakterier. Vi bestilte omgående akkrediterede vandprøver til analyse for Legionella og serotyper.

Manglende brandisolering

Udover besigtigelse af varmecentral, produktionskøkken, vaskeri og personaleomklædning kiggede vi også på brandskabene, der var installeret i både beboelsesafsnit og ved indgang til plejehjemmet. Her bemærkede vi, at vandinstallationerne var udført i Alu-PEX og ikke var brandisolerede i henhold til gældende anvisninger.

Af Rørcenteranvisning 027 fremgår det, at:

‘Hvis PEX, PE-RT og kompositrør (5 lags rør) anvendes som fordelings- og koblingsledninger til slangevindere (inklusive brandskabe), skal rørene brandisoleres mindst svarende til kravene, der er angivet i bygningsreglementets vejledning om brandtekniske installationer.’

Under besigtigelsen bemærkede vi også, at der ikke var installeret kontrollerbare kontraventiler på koldtvandsinstallationens afgrening til brandskabene. Kontrollerbare kontraventiler til brandskabe og slangevindere skal være godkendt til at kunne modstå et højt vandtryk (>end 10 bar). 

Undervisning og vidensdeling

Vores arbejde spænder vidt fra eftersyn til skadesopklaring. Vores viden og erfaringer fra virkeligheden bruger vi til at udvikle tilpassede uddannelsesforløb på tekniske skoler, undervisningsdage i virksomheder og som indlæg i inspirationsmøder over for bestyrelser og driftsgrupper i boligforeninger og ejendomsselskaber. 

Vi arbejder løbende på at udvide vores netværk. Det er vores ambition, at hver ‘overskudskrone’ vi genererer, skal bruges til at skabe nye initiativer, der kan sikre god vandhygiejne i hele værdikæden – fra vandforsyningens fremstilling af drikkevand til kvaliteten, som kan forventes ved bygningens sidste vandhane.

Vil du høre nærmere, er du velkommen til at kontakte os. 
Med venlig hilsen, 
Finn Bøye Nielsen, Partner & Stifter
Dansk Drikkevandskontrol

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *