oktober 30, 2026
Drikkevandet i Danmark er afgørende for samfundets funktioner – fra sundhed og fødevareproduktion til almindelige hygiejne. Trusselsbilledet omfatter ikke længere kun traditionelle former for hærværk, men også mere komplekse trusler som cyberkriminalitet og geopolitisk sabotage. Derfor er sikring af drikkevandet en vigtig del af samfundets kritiske infrastruktur og det er afgørende, at det ikke stopper ved vandværket.
Fejl i bygningers vandinstallationer kan udgøre en risiko for drikkevandskvaliteten. Erfaringer fra konkrete eftersyn viser, at manglende tilbagestrømningssikring og utilstrækkelig vedligeholdelse fortsat er udfordringer. Derfor skal ansvaret for rent drikkevand også tages alvorligt hos bygningsejere, driftspersonale, installatører og ledelser.
Hos Dansk Drikkevandskontrol tilbyder vi ejere og ansvarlige af samfundskritiske virksomheder at få efterset deres bygningers vandinstallationer. Et eftersyn omfatter bl.a. registrering af, om installationerne er korrekt sikret mod tilbagestrømning af forurenet vand mod de offentlige gadeledningsnet.
Sikring af rent drikkevand er ikke ”kun” et spørgsmål om beskyttelse af grundvand og kvalitetssikring af produktionsprocesser hos vandforsyninger og vandværker. Det handler i lige så høj grad om, at ejere og brugere af bygninger bliver gjort opmærksomme på deres ansvar om at vedligeholde bygningernes vandinstallationer – og forstår til konsekvenserne af manglende vedligeholdelse.
Billedet nedenfor er fra eftersyn af en større samfundskritisk virksomhed. Den lokale vandforsyning havde gjort opmærksom på, at virksomhedens hovedvandstik skulle sikres mod tilbagestrømning. I henhold til vandforsyningens gældende regulativ var formået, at forbygge risikoen for tilbageløb, og at det offentlige ledningsnet kunne blive forurenet, hvis der opstod tryksvingninger i ledningsnettet.
Det er nu 13 måneder siden, at vi gennemførte eftersynet af virksomhedens hovedvandstik, og efter samtale med vandforsyningen kan vi konstatere, at virksomheden endnu ikke har fulgt op på de fremsendte anvisninger.
Det understreger en vigtig udfordring: Selv når behovet for sikring er tydeligt identificeret, er det ikke givet, at der bliver fulgt op. Det kræver både teknisk indsigt, tydeligt ansvar og ledelsesmæssig opmærksomhed at sikre, at nødvendige tiltag bliver gennemført.
I en tid hvor vandforsyninger og vandværker kæmper for at sikre levering af rent drikkevand, er det trist at der ikke er forståelse for vigtigheden af at sikre sine bygningers vandinstallationer mod tilbagestrømning.
Ved et nylig udført stikprøveeftersyn af brugsvandsinstallationer på et nyt luksushotel kunne vi konstatere flere forhold, der gav anledning til bekymring om den udførte tilbagestrømssikring.
Billedet nedenfor viser bl.a. en BA-ventil, hvor der ikke var etableret egentligt afløb fra ventilen. Eneste ”afløb” er en spand, som står på gulvet under ventilen. En spand er dog ikke en tilstrækkelig erstatning for en korrekt udført afløbsløsning. I sådan et tilfælde kan vi ikke lade være med at tænke på, hvad der mon vil ske, hvis BA-ventilen åbner om natten eller på et andet tidspunkt, hvor personalet ikke kommer forbi teknikrummet.
Udenfor hotellet var der etableret havevandingsanlæg (billedet nedenfor), som benyttede en kombination af regnvand og drikkevand til vanding af de udvendige områder.
Ved afgrening fra koldtvandsinstallation til det reservoir, der indgik i anlægget, var der ikke udført tilbagestrømningssikring i overensstemmelse med DS/EN1717.
Når drikkevand forbindes med anlæg, der også anvender regnvand eller andre vandkilder, er det afgørende at vurdere risikoen for tilbagestrømning og etablere den nødvendige sikring.
Også forhold inde i en bygning har betydning for vandkvaliteten. Vi har for nylig assisteret driftspersonale på en større produktionsvirksomhed i forbindelse med eftersyn af virksomhedens brugsvandsinstallationer.
Baggrunden for eftersynet var, at der i forlængelse af en afsluttet ombygning af brusebade var blevet fundet høje Legionellatal (200.000 cfu/L). Derfor ønskede personalet ikke at benytte badene.
Ved eftersynet kunne vi konstatere, at brugsvandsinstallationerne havde stået vandfyldte og uden forbrug i mere end tre måneder. Da installationerne var udført i rustfrie rør og fittings, anbefalede vi at etablere et skylle- og skoldningsforløb, hvor installationerne blev skyllet igennem i henhold til DS/EN806-4.
Vores anbefalinger førte til en dialog med driftspersonalet om kravene til sikring af god vandhygiejne, tilbagestrømningssikring og beredskabsplaner ved eventuelle afbrydelser af vandforsyning til virksomheden. Her stod det klart, at forurening ikke ”kun” handler om udvendige forhold, men at vedligeholdelse af bygningens brugsvandinstallationer i lige så høj grad handler om de indvendige forhold. Ledelsen bør således have forståelse for, at vedligeholdelse af bygningers brugsvandsinstallationer indgår på linje med produktionstekniske installationer.
Beskyttelsen af drikkevandet er ikke en selvfølge. Det er et fælles ansvar i større beboelsesejendomme, erhverv, industri, kommuner eller regioner.
Bygningsejere og ledelser bør sikre, at ansvaret er placeret, at installationerne vedligeholdes, og at der bliver fulgt op på konstaterede fejl og mangler. Installatører og driftspersonale spiller samtidig en central rolle i at sikre korrekt udførelse, kontrol og løbende vedligeholdelse.
Har I brug for faglig sparring om vandinstallationer, tilbagestrømning og forebyggelse af forurening?
Vi hjælper gerne med inspiration eller uvildig viden om, hvordan I bedst tager fat på opgaven med at sikre rent drikkevand i hele vandbanen.
Download artiklen som PDF
2025 © Dansk Drikkevandskontrol